QUEER JIHAD //

Teksten, der bliver læst op, er bogens forord. Spørgsmålene er stillet af Rasmus Poulsen og besvaret af Queer Jihad. Oplæsningen står Mads Ananda Lodahl for sammen med Anna Wærum Hansen, som også har stået for teknikken, klipningen og jinglen.

Læs hele interviewet her...

DET STORE QUEER JIHAD INTERVIEW
Rasmus sendte os en lang liste med spørgsmål, som han gerne ville have svar på. Det blev til et langt interview og endte nærmest med at blive et slags Queer Jihad manifest.

Hvad er queer?
Queer er at være alle dem, du har lyst til at være, og hvis nogen stiller sig i vejen, er det queer at flytte dem. Der er intet forkert i at være alle dem, du er. Det er queer at forstå det.

Queer er at angribe, hvor andre forsvarer sig. Queer er kompromisløst. Hvad? Kompromisløst. Man skal ikke gå på kompromis med sig selv, og man skal ikke betale for respekt med tilpasning. Omvendt. Respekt skal være udgangspunktet. Og hvis der ikke er respekt, er det dem, der skal komme til at betale!

Queer er utilregnelige, flydende tilstedeværelser, stille tanker i et kaos. Eller en kugle af kaos på en stille plads. Queer er alles rat til at stave, som de vil. Og når queer er godt, så har du det rat! Så har vi det rat sammen. Og vokser ud af andelslejligheders tosomheders stramhed. Vi strammer rebet for nydelse; ikke for at holde nede. Ægte kærlighed begrænser sig ikke i køn eller antal.

Queer er at holde op med at glo på de perverse, alle tosser, alle freaks og tvinge dem til at forklare og forsvare sig og i stedet at rette blikket mod de ih-og-åh-så-normale og spørge dem, hvorfor de er så kedelige. Og hvorfor de tror, det er deres arbejdsplads at tvinge kedsommelige livsstil nedover os, der har valgt noget andet.

Queer er nye måder at leve på, bedre måder at organisere sig på. Det er drømme, som bliver til virkelighed, at kaste hjerter gennem ruderne. Det er vi-gør-det-kraftpikkersprøjteme-selv-kultur. Vi hjælper hinanden med at komme op af nedture, tæsk og mentale skrammer og samfundets sure, internaliserede tanker som svømmer rundt indeni os som en virus.

Når vi møder folk, der har noget mod bøsser, foreslår vi dem at lukke røven. Vi putter vores gender i en blender og siger pænt ”nej tak, ellers tak” til ”klar, parat, bryllup!” adoption, militær, religion og andre hetero-institutioner. Vi skal ikke sutte samfundspik for borgerlig anerkendelse. Queer handler om at få det sidste accepteret først. Hvis vi kan få de illegale, sadomasochistiske, transvestit-kollektivister ind i varmen, så kommer resten nok af sig selv, skal du se.

Verden har brug for at høre om folk, der har lortesex, når de har lagt deres børn i seng om aftenen. Generte mænd med barberede ben. Piger, der bider negle og går med crocs. Transer, der er ligeglade med, om folk synes, ”de ligner godt nok.” Piger med ”invites only” tatoveret ovenover fissen. Og drenge med ”harder, deeper, faster” tatoveret på ballerne. En stille gut, der aldrig siger, hvad han tænker, og kvinder, der fortæller alt for lange fistfucking-jokes i kantinen. Usikre kvinder, der trækker vindruer og flag ud af fissen, når de har tøseaften. Damer, der svinger sig i loftbjælkerne og ryger cigar til kjolerne falder ned over lårene. Usikre mænd, der slår toiletbrættet op, når de har siddet ned og tisset, så den næste tror, at de er rigtige mænd. Original trans med 400 par sko i entreen, der fortæller sin medpassager i bussen om et forhold, hun har haft til et par Bufallo, som er slut nu.

Queer er at tage verden i røven og ved næsen og lave telefonfis med den og grine af det, når man falder gennem Foucaults tynde kviste og vælter ned i normalitetens dybe kaninhul. For det har vi brug for. At grine vores queer røv i lazer. Ruske røven, når det blæser. Tømme ryggen for alt det normative lort, vi er blevet fodret med.

Men hvis vi skal være ærlige, ved vi faktisk ikke, hvad queer er. Det er jo ikke noget, vi bestemmer.
Hvad synes du selv?

Hvad er Queer Jihad?
Den lille Queer Jihad er krigen mod Den Heteroseksuelle Verdensordens strukturer, institutioner og repræsentanter. Mod Det Binære Kønscistem. Mod volden, kirken, loven, skolen. Ægteskabet, arbejdsmarkedet, politiet, fjernsyn, racistiske homoer. Den maskuline dominans og den tokønnede verdens opdeling af køn. Det er kampen for bedre rammer og for en befrielse ude i den virkelige verden.

Den store Queer Jihad er kampen mod heterosexismen i dig selv. Din skam over din kærlighed og dit begær. Det selvhad, din flovhed. Din frygt. Tvivlen, hadet og den selvdestruktive vrede. Krigen mod usolidaritet mellem queers, mod den internaliserede racisme. Krigen for den totale befrielse for alle dine indre lænker, for at have det godt med dig selv. For at slutte fred med alle dem, du er. Og for at elske dem. For at have det godt.

Hvem er Queer Jihad?
Vi er en gruppe mennesker med blandet køn, kønsidentitet, seksuelle præferencer (som man siger) og forskellige måder at organisere vores kærlighedsrelationer på, som har det tilfælles, at vi har et queer perspektiv på verden og os selv og ikke er bange for at knække negle, når vi ridser i den heteronormative bil. Queer Jihad er en gadebande mod verdens gender defenders.

Queer Jihad er for the kids. Det har vi altid været. Du bliver ikke queer ph.d. af at læse den her bog. Men måske bliver du queer mujahedin.

Queer Jihad synes ikke, det skal være svært at være queer. Eller at være i et queer miljø. Lad de syge og trætte komme til queer, så tager vi os af dem. Vi kom selv til queer, fordi vi var trætte af at føle os forkerte. Vi vil gerne lave en queer, der er let at gå til og let at bruge. Det er godt, der er univiersitetsqueers, men vi skal alle sammen være ude på gaden engang imellem, og det er der, du finder Queer Jihad. Man behøver ikke læse Butler for at være queer.

Vi vil gerne lægge en queer, man kan læse på toilettet, læse højt for sine venner på en festival, grine af i en hule i skoven, sludre om sent på natten rundt om et bord, mens stille musik toner ud i baggrunden, og røgringe og løgringe fylder rummet. Vi vil gerne have dig med i krigen, og vi vil gerne gøre det let for dig at blive kriger. Vi har det sådan, at så længe du er ude, gør du faktisk dit, men det er selvfølgelig endnu bedre, hvis du også kan gøre dat.

Queer Jihad var en lukket gruppe, men vi arbejdede sammen med mange andre folk. Vi skylder alt til dem. De har taget aktivisttjanser og spillet plader til vores fester, lavet tegninger til vores T-shirts. Skrevet og fotograferet til vores zines. Hvem er Queer Jihad? Hvad mener du?

Prøv at fortæl mig lidt om, hvem I er. Altså hvor kommer I fra og sådan noget.
Vi kom fra hele landet for at starte Queer Jihad i København. Efter nogle år splittede vi op og bosatte os i blandt andet Malmø, London, Berlin og USA. Vi måtte slette nogle spor, og sætte nye, gule spor i ny, hvid sne. Nu spreder vi vores gift i hele den Europæiske Union under tusind navne som Satan.

Hvor mange er I?
Nok.

Hvordan startede I med at være Queer Jihad?
Vi startede i Spekulatoriet (tidligere anarkistisk bogcafe på Vesterbro), hvor Trine og Iben lagde koksede planer og snakkede queer. Mads var optaget af 1970’ernes revolutionære bøssebevægelser, så han hægtede sig på. Trine og Iben havde det stramt over at være kvinder, men gad heller ikke være mænd. Mads havde det stramt over homofober.

Trine fortalte om en øvelse, der gik ud på, at når man snakkede med nogen, skulle man forestille sig oppe i hovedet, at de var det såkaldt modsatte køn af, hvad man troede, de var. Mads syntes, det lød langt ude, men da han havde prøvet øvelsen nogle gange, åbnede det hans øjne for, hvor forskelligt man opfører sig overfor de forskellige køn. En anden øvelse gik ud på, at når man omtalte en person, skulle man konsekvent bruge det såkaldt modsatte stedord. Hvis jeg for eksempel sad og fortalte om en koncert, jeg havde været til med Tommy Seebach til Ungerens 20 års fødselsdag, skulle jeg konsekvent benævne hende som hun. Det var en måde at opleve køn på, hvordan vi oplever folk anderledes, alt efter hvilket køn, vi tror, de har.

Jacob fik det stramt over manderoller. Han havde en pigekæreste, men var træt af at skulle være mand på den og den måde, når han hellere ville holde i hånd end at holde det ægte, hvis det betød at holde det macho. Han havde svært ved at falde til i forstædernes larmende festkulturer med machodrenge, luderstempler og druk og fandt et frirum til Queer Jihads fester. Senere sluttede han og Johan sig til gruppen.

Sådan havde vi alle sammen vores historier og udeståender. Nogle af os var kvinder, der snerrede af feministisk kvindeseparatistisme og forventninger til dem med kvindelige kropstegn. Nogle af os var bøsser med en høne at plukke med det kommercielle homomiljø og homofobien. Nogle af os var heterodrenge, der ikke gad være som Lille Per, Tyler Durden eller Rambo. Vi havde hver vores tå i klemme under Den Heteroseksuelle Verdensordens store, klodsede skuffemøbel.

Vi startede i Ungdomshuset på Jagtvej (tidligere autonomt kulturhus på Nørrebro). Vi startede på Amager med kostumer og spraymaling om natten. Vi startede i vores kollektiv, hvor vi skrev små indlæg til de autonomes ugebrev Slamm.

Men vi startede i Spektakel14 (tidligere kulturelt og politisk fristed på Vesterbro), hvor vi holdt en anti-mode-fest. Der var dresscode, og folk skulle komme i det grimmeste tøj, de kunne finde. Vi havde klunset 10 sorte sække fulde af grimt tøj og make-up, så hvis folk ikke var grimme nok, kunne de få en make-under til festen. Vi havde booket Dj’s og pyntet op.

Da festen var slut, havde vi lavet et par tusind kroner, som vi ikke vidste, hvad vi skulle gøre med. Vi besluttede at lave en queerpolitisk aktions/basisgruppe, så vi kunne finde på noget fedt at bruge pengene på.

Queer Jihads første celle er en amerikansk, muslimsk queer organisation, der kæmper for accept af queers i muslimske miljøer, og for at queer muslimer kan have det godt med at være begge dele. I Danmark startede Queer Jihad som et graffiti crew i 2004. Nogle af os fra den danske celle var også med i graffiti crewet.

Hvordan var København i forhold til queer på det tidspunkt, hvor I startede?
Enhedslisten havde et queerudvalg, som ind i mellem lavede nogle aktioner og nogle fester nede i Solidaritetshuset på Griffenfeldsgade, og så var der Dunst. Men derudover var der ikke rigtigt noget, der hed queer dengang. Dunst var en queer performancegruppe, som vi elskede, men vi savnede en mere politisk queer ting.

Hvis man lavede noget med homo dengang, som ikke var totalt indre by, troede folk altid, man var dunster, så vi brugte meget energi i starten på at skabe afstand til Dunst og lave vores eget navn. Ikke fordi vi ikke kunne lide Dunst, bare fordi vi var noget andet.

I starten havde vi endda en regel om, at vi ikke måtte samarbejde med Dunst. Det var lidt svært, for vi havde jo lyst, og de var ret meget overalt. Men der kom også nogle gode ting ud af det. Vi var for eksempel med til at hjælpe andre ukendte folk frem, samtidig med at de hjalp os frem. Til anti-modefesten spillede DJ.DOS og Diva Frukta for os. Senere blev de kendte som party-crewet The Young and The Restless, men anti-modefesten var vores alle sammens første fest.

Vi tog også ret meget afstand fra feminisme, fordi nogle af os ikke gad føle sig som en søster på grund af de kønstegn, der sad rundt på kroppen. Senere tog vi feminismen til os. Både fordi vi blev klogere, men også fordi feminismen i København blev mere queer. Og selvfølgelig fordi vi elsker, når det er kvinder, der vinder.

I det hele taget er mange ting blevet bedre siden dengang. Queer-feminismen er blomstret godt op, de biseksuelle er kommet mere på banen, trans*temaer er kommet højt op på dagsordenen, og polyamori er blevet et tema, ligesom feminisme og homopolitik mange steder kobles sammen.

Selvfølgelig svinger den slags frem og tilbage, og det er ikke lige godt alle steder. Der er klart også ting, der var federe for 5-7 år siden, men vi håber, at vi har været med til at drive tingene i den rigtige retning. Vi kan i hvert fald huske, at vi tit var rimeligt alene om at tale om genderbender, trans*, poly og queer mange steder i København. Det er anderledes nu.

Det var meget taknemmeligt, at queer var så nyt. Vi havde enormt meget frihed til at definere for os selv, hvad det skulle betyde. Men det var selvfølgelig også et stort ansvar. Som en af de unge sagde: ”For mig er queer bare det, Queer Jihad siger.” Vi er glade for at have været med til at definere begrebet og synes, det er spændende at se, hvordan begrebets betydning hele tiden er i forhandling og hele tiden ændrer sig.

I dag hører vi mange unge og nye queers, der er meget usikre på, hvad queer betyder, og om de har ret til at kalde sig det eller føle sig som del af det.

I Queer Jihad har vi det sådan her: hvis du har et problem med Den Heteroseksuelle Verdensorden – eller hvis den har et problem med dig – så er du queer! Så er du med i klubben. Hvis du altså vil. Hvis queer bare bliver en ny ting, der får folk til at føle sig forkerte, så er vi jo ikke nået langt.

Hvad lavede I som gruppe? Eller var det overhovedet sådan noget gruppe-noget?
Queer Jihad var en lille/stor gruppe, og vi kendte hinanden ret godt, og det gjorde alting lettere, fordi vi vidste, vi kunne stole på hinanden. Selvom vi tit var skrappe i retorikken, vidste vi, at ingen ville gå ud og sige eller gøre et eller andet fuldstændigt langt ude.

Derfor var der også plads til uenighed i gruppen. Vi arbejdede ud fra en ide om, at ingen havde mere rat end andre, så hvis vi ikke kunne blive enige om et eller andet, så meldte vi bare flere ting ud på samme tid. Og så mente Queer Jihad det hele.

Det har aldrig været vores mål at give entydige svar på noget som helst. I Queer Jihad mener vi, at man har retten til at mene alt det, man mener, og sige alle de forskellige ting, man synes. Man kan sagtens mene mange ting samtidigt, også ting som er modsigende og paradoksale. Og man kan mene dem alle sammen brændende samtidig. Verden er ikke lineær eller dualistisk. Den er kaotisk, paradoksal og fuld af dilemmaer, og hver gang man prøver at have en afgrænset, klart defineret mening om en indviklet ting, fanger man bare sig selv.

Vi kæmper for retten til at være lidenskabeligt usikker, nervøs, genert og i tvivl!

Helt praktisk arbejdede vi tit som enkeltpersoner, men indenfor Queer Jihads rammer. Som regel havde vi en redaktør på hver udgave af Queer Power, og så kunne den bare lave det, som den havde lyst. Man måtte udtale sig som Queer Jihad på møder og i pressen, man måtte underskrive ting med Queer Jihad og så videre. Selvom vi ikke var enige om alting i gruppen, stod vi bag hinanden, fordi flere ting og flere holdninger godt kan eksistere samtidig. Den ene kan godt bakke den anden op i noget, den er uenig i, den ene dag og selv gå ud og sige det modsatte den næste.

Vi skulle ikke spørge hinanden om lov. Der var ingen censur i gruppen. Men vi snakkede selvfølgelig om, hvad vi lavede. Og man havde ret til sine egne holdninger. Og hvis man var uenig, kunne man bare lave noget, der sagde det, man selv syntes. En del af vores strategi var at skyde med spredehagl og sige alle mulige forskellige ting.

I Queer Jihad fungerer tingene omvendt end i andre politiske grupper. Der sidder folk på evige møder og diskuterer ting. Så skriver de en eller anden lang og tør udmelding, som de sender ud i et eller andet lukket miljø, som i forvejen er så tæt på at være enige, at det næsten kan være lige meget. Og så – måske – kommer der en aktion på et tidspunkt, som så kan evalueres de næste 2000 år.

I Queer Jihad gjorde vi ting. Og det vi gjorde, kaldte vi queer. Og nogle gange snakkede vi lidt om det bagefter. I hvert fald snakkede andre som regel om det.

Men udover det vi lavede hver især under Queer Jihad, lavede vi også en masse som gruppe. Biografarrangementer. Vi var med til at starte Copenhagen Queer Festival i 2006 sammen med Dunst og en masse fantastiske enkeltpersoner. Da ungeren blev ryddet pilede vi rundt som mus med maskering. Og senere stod vi foran Bellahøj Politistation med kaffe og ventede på, at folk blev løsladt. Inden rydningen inviterede vi krigerne fra huset til eftermiddagsafslapning i Queer Jihads kollektiv i Struenseegade. Vi lavede vegansk grillmix og te og viste Conan Barbaren, så de skyttegravssyge punkere kunne slappe lidt af.

Vi var med til at arrangere demonstrationer og holde foredrag, og i halvandet år underviste vi unge queers og deres venner i selvforsvar. Vi havde det pissehyggeligt og startede altid med en lille runde, hvor vi sagde hej til hinanden inden træningen. Vi syntes, det var en succes, når en af vores unge havde været i slagsmål med heteromænd, der skulle lære at opføre sig respektfuldt overfor andre mennesker.

En pige havde skubbet en mand af en bus, fordi han have raget på hende. En af drengene havde sparket en nynazist i maven ude i Husum. To havde holdt i hånd inde i byen og var blevet spyttet på, så havde de revet jakken af ham, der gjorde det, og var løbet. Der var 573 kroner i jakken, så de gav is efter træning den dag.

Vi holdt møder i køkkenet, hvor vi arrangerede fester og fandt på temaer til Queer Power og besluttede hvilke tryk, der skulle på T-shirtene. Vi øvede os i at skrive og tegne eller snakkede om, hvordan vi havde det med vores kønsrejse, om vi havde oplevet noget nyt seksualitet. Arbejdede på den store Queer Jihad sammen. Bagefter tog vi ud med rygsække og samlede klamt tøj foran byens tøjcontainere, og tog ind til et sted, vi kender, og trykte perverse og stødende motiver på tøjet.

Altså, separatisme som jeg forstår det, det er jo normalt sådan noget med at holde møder eller arrangementer, hvor der fx ikke må komme mænd eller heteromænd. For at slippe for nogle af de problemer den slags typer medfører. Og hvis man så holder separatistiske fester, er det vel for at kunne lave rum der er sexede eller seksuelle og samtidig er trygge for queers eller kvinder eller hvem det nu drejer sig om. Hvorfor var jeres fester ikke separatistiske? Og hvordan sikrede I, at jeres fester alligevel blev rare at være til for queers?
Vi var jo hverken en homogruppe eller en kvindegruppe, men bare nogle, der ikke var helt tilfredse med hverken de heteroseksuelle, kvindeseparatistiske, feministiske eller de homoseksuelle miljøer. Vi ville skabe et rum, hvor der var plads til alle slags mennesker, men hvor dem, der gør andre utrygge ikke kom.

Vi tænkte, at det tit er nogle andre ting, der gør et rum utrygt end folks køn eller seksualitet. Ting som skønhedsidealer, druk og stoffer, overgrebsagtig adfærd, scorehysteri eller at blive påduttet et køn og en seksualitet har større betydning.

Vi ville ikke tvinge folk til at passe ind i en kategori, men lade dem definere hvad de var selv. Vi brød os nemlig heller ikke om, når folk kom og sagde: ”ja ja, men du er jo også kvinde og heteroseksuel, er du ikke?!” Det begrænser, mere end det gavner, når folk taler på den måde. Det sætter en tilbage på plads i Den Heteroseksuelle Verdensorden, og vi ville give folk frihed til at forlade de pladser, de bliver tildelt.

Så vi lavede en bøsseseparatistisk fest ude i Bøssehuset på Christiania for ”bøsser af alle køn og seksualiteter.” I døren blev alle spurgt, om de var bøsser, og hvis de svarede ja, kom de ind, svarede de nej, kom de om bag i køen igen. Folk syntes, det var sjovt, og det var med til at skabe et trygt og frit og humoristisk rum, fordi alle blev nulstillet i døren. Den aften var vi alle sammen bøsser. Og det gav et sammenhold, at vi var sammen om noget, som det normalt kun er nogen, der er.

Antimode-festen var et andet forsøg på, at fjerne nogle af de ting, der gør et rum rarere for nogle end for andre. Og så prøvede vi at få folk til at forstå, at sådan noget som hårde stoffer eller diskrimination på grund af alder ikke er så sejt. Og så var det selvfølgelig no-no-no at gå og være homofobisk eller sexistisk eller racistisk. Samtidig var vi heller ikke sådan nogen, der gad gå rundt og skælde ud og smide folk ud for alle mulige småting.

I stedet for separatisme arbejdede vi med noget, vi kaldte queer normativitet. Det handlede ikke om at skabe en ny normativitet, som det ellers kunne lyde som, men om at prøve at sørge for at størstedelen af publikum på den ene eller anden måde afveg fra den heteroseksuelle norm.

Vi prøvede at regulere, hvem der kom til vores fester uden at stille firkantede regler op og forbyde nogen adgang. I stedet bookede vi kun queers og havde kun queer aktivister. For du ved godt, at når man booker en DJ, så tager hun altid nogle venner med, og hvis hun er queer og spiller til en queer fest, tager hun nok sine queer venner med. Og hvis det gælder for alle, der spiller og er aktivister, så kan man ad den vej regulere festens publikum uden at forbyde nogen adgang.

Vi sørgede for at kommunikere klart på flyers og plakater og skilte i indgangen, at det var en queer fest. Da vi lavede queer rave i Ungdomshuset sammen med Klub Argot, hang der skilte med queer slogans over alt i huset for at ”queere” rummet.

Vi syntes, det var fint, der var heteroer og mænd til vores fester, så længe de var med på, at den her aften mest var på nogle andres præmisser. Vi havde gode erfaringer med at lave fester på den måde. Vi er ikke så vilde med den der stil, hvor man forbyder 1000 ting og så har en masse folk til at fare rundt og håndhæve alting og lytte til folks samtaler og rette på folks ordvalg og tøj og mad- og drikkevaner og tvinge folk ind i nye kasser og regelsæt. Vi prøvede at definere positive forventninger til, hvad vi gerne ville have, i stedet for negative forventninger om, hvad vi troede, folk kunne finde på at gøre forkert og så forbyde det.

Hvorfor er I imod stoffer egentlig? Jeg synes jo, der er mange gode ting ved at holde stoffer ude af alt, hvad der har med aktivisme at gøre. Men jeg synes også, at mange stoffer kan være rigtig fede, hvis man bruger dem fornuftig. Og jeg synes, den der generalisering med at bare kalde det hele for "stoffer" uanset om det er depressanter eller stimulanser eller hallucinogener, er meget gammeldags og problematisk. Især hvis man så ikke tæller alkohol med som et stof. Men det er en længere snak jo. Men er I imod stoffer sådan på alle leder og kanter, eller er det bare i forbindelse med politik?
Den lidt firkantede holdning til stoffer har vi med fra det venstreradikale miljø og Christiania, hvor den på mange måder giver mening. Hvis man kigger på politiske miljøer, som har haft en helt slap holdning til stoffer, kan man se mange eksempler på, at stoffer har ødelagt dem ved at afpolitisere, udhule eller deprimere dem. Så det er klart smart at være kritisk overfor den slags.

I queer sammenhænge handler det så også tit om at skabe rum, hvor folk kan være trygge til at være sexede eller eksperimentere seksuella. Når folk er helt skudt af på druk og stoffer, kan de have svært ved at læse andre folks grænser og respektere dem. Seksualitet og sex er knyttet meget til festkultur, så hvis vi gerne ville skabe andre rammer for seksualitet og sex, måtte vi også tage stilling til rammerne for de fester, vi arrangerede. Man siger nogle gange, at ædru folk ikke siger, hvad de mener, og fulde folk ikke mener, hvad de siger. Vi ville gerne give ædru folk modet til at sige noget sødt til hinanden. Og til at gøre, hvad de har lyst til. Og undgå at fulde folk fortrød en masse.

Vi prøvede at skabe et alternativ til fester uden nogen som helst regulering af ruskultur og udfordre den der crazy festkultur lidt. Ud med stofferne. Ud med aldersdiskriminationen. Ud med skønhedsidealerne og score-hysteriet. Og så prøvede vi at skabe nogle rum, som var mere afslappede.

Vi lavede for eksempel ”En stille aften med Queer Jihad” i Bumzen (stort kollektiv på Nørrebro med tilhørende cafe/bar) med stille musik, snacks og snak. Vores biografaftener i både Ungdomshuset og Folkets Hus var også en måde at lave et alternativ til dem, der gerne ville være sent oppe, opleve noget og hænge ud med deres queer venner, men som ikke kunne overskue indre bys hjernedøde nat. Så kom de til vores queer film martons, hvor vi viste 5 film i træk lørdag nat en gang om måneden hver vinter i 5 år.

I øvrigt var flere i gruppen straight edge. Det vil sige, at de aldrig brugte nogen som helst former for rusmidler overhovedet. Ingen smøger, alkohol, tjald eller stoffer. Bare juicebriks og så derudaf. Derfor havde vi også altid alkoholfri drikkevarer, og det var vigtigt, at det også skulle være rart at være der, selv om man ikke drak alkohol.

I dag er vi måske lidt mindre firkantede omkring det, men vi er stadig enige om, at stoffer for det meste bliver brugt på dårlige måder, og indtil folk generelt lærer at bruge dem mere ansvarligt, er det nok meget godt at prøve at holde dem ude af (queer)politiske rum og i det hele taget forholde sig kritisk, bevidst og ansvarligt til rusmidler inklusiv alkohol. Ok?

I har jo gjort jer meget i zines. Det er sådan jeg og, tror jeg, de fleste har stødt på jer; igennem jeres zines. Hvad er et zine egentlig?
Zine er forkortelse for magazine og stammer fra punkmiljøets gør-det-selv-kultur (DIY = do-it-yourself). Et zine er ganske enkelt et blad, som man selv laver og distribuerer. Vi skrev selv teksterne, klippede og klistrede layoutet, kopierede på kopimaskine, foldede, klipsede klipser og sørgede for, at de kom ud til vores læsere. Strictly DIY! Vi har selv stået med vores pølsefingre og sat hver eneste klips i hvert eneste zine!

Det fede ved det er, at man kan lave tingene lige nøjagtigt, som man vil. Der er ingen censur. Ingen, der bestemmer. Kun dig selv. Her i bogen kan du se vores zines, nogenlunde som de så ud i virkeligheden. Vi tror, det er vigtigt at dele erfaringer med hinanden, og vores zines har været et kæmpevigtigt medie for os og måske/forhåbentlig for queer scenen i Danmark.

På en måde gør personlige blogs på internettet lidt det samme, som zines har gjort i årtier. Men vi er nogle, der er papirsfetichister og synes, at det er en ret fantastisk følelse at sidde med et rigtigt blad i hånden, som en eller anden queer bums selv har stået og kopieret, foldet og klipset. Og nu kan du sidde med en hel bog, som vi har skrevet. Tænk sig.

Og hvad er en distro?
Distro er forkortelse for distribution, og det er en slags lille, uafhængig butik, der sælger ting, som er produceret udenfor det kommercielle marked ligesom zines. De fleste distroer sælger punkplader. I vores distro solgte vi zines, stofmærker, T-shirts og queer propaganda i det hele taget.

Vi tog distroen med til fester, festivaler, julemarkeder og demonstrationer. Det var et kæmpe arbejde, men vi solgte faktisk omkring 5000 zines og ligeså mange T-shirts i årenes løb, og det var en stor og vigtig del af det, vi lavede.

Vi havde en aftale om, at et zine skulle koste 5 kroner uanset, hvad det havde kostet at producere, så de kostede så meget, at man ikke bare tog et og smed væk, men alligevel var så billige, at alle, der var interesserede, havde råd til at købe dem. Vi tabte sygt mange penge på det. Så lavede vi til gengæld mange penge på at sælge skraldede T-shirts for 30-50 kroner stykket.

Vi syntes, det var vigtigere at give folk mulighed for at blive queer inde i hovedet end udenpå tøjet. De penge, vi lavede på T-shirts dækkede underskuddet fra zines, bøder, spraymaling, pizza til møderne, plakater, plakatklister, flyer-aktioner og andre ting, der kostede penge.

I har et slogan som hedder "Alles ret til alle kønsorganer". Hvad mener I med det? Jeg vil personligt gerne have mine kønsorganer for mig selv nemlig egentlig, hvis det er ok.
Du har måske også misforstået det lidt så. Det slogan kommer fra vores 10-punkts program og handler om vores modstand mod Det Binære Kønscistem; et system, hvor man enten skal være det ene eller det andet køn og aldrig må være noget midt i mellem. Vi synes, det er mærkeligt, at der er nogle kirurgiske indgreb, der er tilladte, mens andre ikke er. Hvorfor må man ikke have både pik og kusse, når man godt må få opereret sine skamlæber af? Hvorfor kan man ikke være en mand med en fisse? Hvorfor kan man ikke identificere sig som kvinde, men beholde sin pik? Og samtidig blive anerkendt af Statan?

Mange trans*personer finder en tryghed i Det Binære Kønscistem og tager afstand fra andre kønsoverskridere. Og det kan vi ærligt talt godt forstå, når vi tænker på de gender defenders, de har at slås med. Men vi synes også, at det krøllede, fjollede – kønne, ukønne og mellemkønnede - skal have plads. Det er en mærkesag for os at skabe mere plads til alle trans*identiteter, fordi roden til al diskrimination på baggrund af køn og seksualitet – transfobi, homofobi, bifobi, kvindehad – bunder i Det Binære Kønscistem og Den Heteroseksuelle Verdensorden!

Der findes ikke (kun) rigtigt og/eller forkert. Og hvis det viser sig, at der findes en sandhed, hvad skal vi så med den? Og hvordan kan vi være sikre på, at det virkelig er sandheden denne gang? Sandhed og falskhed er altid under konstruktion. Vidste du, at man engang troede, at Jorden var flad som en fregne? At man engang tillagde bestemte racer bestemte karaktertræk. En dag vil man se tilbage på vores tid og tænke WTF!!!

I Queer Jihad sprøjter vi misinformation, modinformation og ny, helt ny viden ud, fordi vi hellere vil være med til at konstruere en ny sandhed end kæmpe med den gamle og kedelige. Vi puster queer ballonger op – og springer dem i hovedet på Den Heteroseksuelle Verdensorden!

I Queer Jihad mener vi, at den, der bedst ved, hvem du er, er dig selv.

I Queer Jihad mener vi, at den, der bedst ved, hvem du er, er dig selv. Ikke dine forældre, dine lærere, din læge, Sexologisk Klinik, (andre) transkønnede eller gud og hver mand. Queer Jihad mener, at det enkelte menneske skal have retten til at bestemme over sin egen krop, sit eget navn, sit eget pas, sit eget kærlighedsliv, sexliv og sig selv. For som Leslie Feinberg siger: Hvis ikke jeg selv skulle bestemme mit køn, hvem skulle så? Staten? Kirken? Eller skal vi sætte det til afstemning?

Hvorfor er trans en mærkesag for jer? Hvad er det der er i vejen med, hvis man siger at der kun er to køn?
Gå ud til en landkvinde og sig til hende, at der kun findes sommer og vinter. Og når det så bliver efterår, og hun vil høste, så råb hende ind i hovedet, at der ikke er noget, der hedder efterår. Sig til din kemilærer, at der kun findes flydende og fast form, og når I så mødes til demo, og han brokker sig over tåregassen, så skrig ham ind i hovedet, at der ikke findes gas. Sig til din ven, at der kun findes liv og død, og når hun så ligger og sover, så bryder du sammen og skriger hende ned i ansigtet, at det er forfærdeligt, at hun er død. Prøv engang at sige til Brian Mikkelsen at der kun findes lovligt og ulovligt, og når han så sammenligner loven fra i dag med loven fra 1879, brænder hans hjerne sammen, fordi lovgivninger ændrer sig. Og så kom og sig til de interkønnede, trans*kønnede, homoerne, eunukkerne, kastraterne, de albanske svorne jomfruer, de skæggede damer og alle de andre mellemformer, at der kun findes mænd og kvinder.

Der er det galt med at sige, at der kun findes to køn, at det ikke passer. Der findes måske flest mænd og kvinder, men de fleste planeter ligger jo også enten for tæt på en stjerne eller for langt fra, til at der kan være liv, som vi kender det, men det får os jo ikke til at benægte, at der findes planeter i guldlokzonen, hvor temperaturen er sådan, at vand hverken fordamper eller fryser til.

Ting ændrer sig, skifter form, farve, indhold, tone. Der findes diversitet i naturen og i menneskene og i samfundet. Hvorfor bliver loven om de to køn og deres adskillelse håndhævet så strengt og så firkantet? Det er vold, når man tvinger alting ind i enten-eller. Det er en bøllekultur. Enten er du med os eller mod os, sagde overbølle Bush. I Queer Jihad siger vi: enten er du med os eller mod is. Og vi elsker alle slags is. Vanilje, mango, chili-chokoladeis, klassisk nougatis. Tricoloren. Slush-ice, sodavandsis, hjemmelavet is, istapper, isbjerge og sne. Is man kan skøjte på. Is på vandpytter, som man kan knuse. Isslag og isglatte veje.

Verden kommer i mange farver, køn og temperamenter. Hvorfor er det kun fatter og mutter, der dutter? Hvorfor skal vi være enten-eller, når vi kan være hverken-eller eller både-og eller både-hverken-eller-og-både-og? I Queer Jihad siger vi: Queer! – fordi vi ikke gider være drenge og piger. Mere.

Hvordan har I det med sådan nogen som mig, altså hetero-mænd?
Det er vi ikke helt enige om i gruppen. Nogle af os er jo kærester med nogle af dem. Nogle af os er nogle af dem. Nogle af os kender dem mest som nogen, der råber efter os på gaden. Nogle gange kan vi godt have det meget kompromisløst og hadefuldt overfor dem. Andre gange lærer queer teorien os at de heteromænd, der ikke samtidig vil være røvhuller, måske er dem, der er allermest fangede i heteronormativitetens net. Men virkeligheden lærer os også at selvom det måske er sådan (nogen gange + på en måde) så er det når alt kommer til alt stadig dem, der sidder med alle privilegierne.

Så for at give et dækkende svar, så elsker/hader/truer/kysser/forstår/fatter vi ikke/afskyer/ser vi ned på/har vi ondt af/forelsker vi os i/har vi sex med/synes vi (dårligt) om heteromænd! Altså nogen af dem. Sådan har nogen af os det i hvert fald. Fra tid til anden. Ok?

Jeres største hit har jo lidt været Queer Power nummeret "Træt af Pis", synes jeg. Det var både i Ekstra Bladet og i radioen og alt muligt. Kan I ikke prøve lige at fortælle lidt om hele den affære? Altså for det førte: hvad er det med jer og selvforsvar? Hvorfor er det så vigtigt?
Træt af Pis var en temablad om selvforsvar. I Queer Jihad var vi trætte af anti-queer vold, men vi var også trætte af den vattede og defensive strategi, som mange politikere og organisationer mødte volden med. Vi har det sådan her: hvis nogen slår dig, så slå igen! Hvis nogen truer dig, så slå først!

Vi ville gerne sætte tingene i det perspektiv, som vi syntes var det rigtige. Der er ikke noget forkert i at være queer, så det er fuldstændigt langt ude, at folk tæver os for det. En hadforbrydelse er et frikort til at gøre lige nøjagtigt, hvad du mener er nødvendigt for at passe på dig selv. Og når det handler om folk, der bevidst går ud og tæver queers, så hjælper det altså ikke noget at sidde på et kontor og sige, at ”man faktisk bliver ked af det, når folk gør sådan noget.”

Der vil altid være vold. Og uanset om der så er en million politibetjente i Danmark, der ikke laver andet end at passe på queers, så vil der stadig være queers, der får tæsk, for der vil altid være gyder, parker, parkeringspladser, klubber og private hjem, hvor politiet ingen øjne har. På de steder kan du kun hjælpe dig selv. Men vores budskab var, at det kan du så til gengæld også.

Hvorfor var det så kontroversielt?
I Danmark er der sådan en generel holdning om, at minoriteter bare skal holde deres kæft, fordi vi jo alle sammen har det så godt. Og hvis man så brokker sig over at blive diskrimineret, skal man helst gøre det på sådan en måde, så de fede, hvide heterodanskere stadig kan have det godt med sig selv. Man skal altid stryge dem over håret og sige, at det skam ikke er dem, man mener, og at de jo er gode nok, men at man bare meget gerne vil have lov at være i fred.

I Danmark bliver det meget hurtigt kontroversielt, når en minoritet rejser sig i en forsamling og siger: ”Nu har vi fået nok. Vi bliver ikke behandlet med den respekt, vi fortjener. Og hvis du skubber til mig nu, så skubber jeg tilbage!”

Spekulerede I også i at gøre det lidt ekstra provokerende, så I ville få opmærksomhed?
Det skulle vi måske have gjort, men det gjorde vi faktisk ikke. Nærmere tværtimod. Vi var ikke helt sikre på, og om det måske kunne være farligt at sige den slags. Og vi fik da også ekstremt meget opmærksomhed og sagde blandt andet nej tak til at gå på TV og sidde i en offentligt paneldebat på Rådhuspladsen under Priden i 2008. Måske var vi paranoide, men på den anden side. Folk fik bank med bat og køller den sommer.

Er det ikke lidt macho agtigt på en måde, det med selvforsvar? Altså man får vel trods alt færre bank, hvis man stikker af, ik?
Tjo, der var også engang, man sagde til kvinder, at hvis nogen prøvede at voldtage dem, ville det kun blive værre, hvis de gjorde modstand. I dag ved man, at de kvinder der slipper væk fra voldtægtsforsøg som regel er dem, der gør modstand. Og lad os bare være ærlige. Nogle mænd forstår først et nej, når man stikker en saks i pikken på dem. Hvis man ikke vil høre, må man føle. Er det ikke rigtigt?

Jo, mand!
Vi vil selvfølgelig også hellere sidde til debatter og forelæsninger eller hjemme hos folk i sofaer og sludre og grine og tænke indviklede tanker om køn. Være pædagoger og forstå, hvorfor folk blev som de blev og sige, ja, det er også synd for dem og dem. Men hvis man har det hele i munden som et marsvin, kan man hurtigt komme til kort ude på gaden. Der er det ikke altid, folk vil lægge øre til teorier og forslag, og så kan det blive nødvendigt at skrue bissen på som Mike Tyson. Og det kan godt være, det lyder lidt hårdt, men nogle gange er dødstrusler det eneste, der kan ændre folks mening.

Vi var aldrig ude på at erklære krig med vores kampagne. Vi var bare ude på at give queers nogle flere kort at spille med end løb-væk-kortet og bliv-hjemme-og-græd-kortet.

Nu har jeg jo læst i jeres blade, og kan af den vej forstå at der er forholdsvis meget vold imod folk der skiller sig ud på sit køn eller sin seksualitet. Men altså, jeg oplever det jo overhovedet ikke sådan. Og jeg tror, mange heteroer tænker, at det er lidt overdrevet med den der snak om hatecrime alle vegne. Møder I også den reaktion? Og hvorfor tror I at det er så usynligt for os heteroer? Eller ér det bare lidt overdrevet egentlig?
Det plejer at være en god tommelfingerregel, at dem, der ved mest om, hvordan det er at være queer, kvinde eller med indvandrerbaggrund, er queers, kvinder og folk med indvandrerbaggrund, så når mange heteroer tænker, at det er overdrevet, skal de måske bare acceptere, at de ikke ved en skid om det, fordi det ikke er dem, der lever queer liv. Det bedste, de kan gøre i den situation, er at holde kæft, lytte og respektere, at når det handler om, hvordan det er at være queer i Danmark, så er det os, der er eksperterne.

I Danmark er der over en halv million queers, og der er cirka 5-10, der får bank hver dag. Men så er der så cirka 499.993, der ikke får bank hver dag. Det kan være en god måde at se det på, fordi det viser, at det faktisk er et stort problem, men at man alligevel ikke skal gå og være bange hele tiden.

Et af de største problemer for minoriteter i Danmark er at overbevise folk om, at der overhovedet findes undertrykkelse her. Folk, der passer ind i normalen i Danmark, tror at vi bor i sådan et dejligt land, hvor alle bare er søde ved hinanden hele tiden, men hvis man er minoritet (og i øvrigt ikke selv lukker øjnene for det), så er undertrykkelsen rimelig let at få øje på. Også selvom nogle ting måske er lettere for queers her end i Iran eller Texas.

Som en af vores venner sagde på et tidspunkt: ”Jeg er så træt af folk, der siger "det er da overhovedet ikke slemt i forhold til det eller det." Ifølge deres logik er der én overdrevet nederen ting et eller andet sted, og alt andet er bare nice i forhold til...”

Hvordan var det at komme ud i den store mediemaskine? Hvem vandt?
Ekstra Bladet lavede en afstemning, som vi vandt i hvert fald. Dengang var alt det med hadforbrydelser helt nyt på den politiske dagsorden. Man havde ikke engang rigtigt et ord for det. I Queer Jihad er vi stolte af at have været med til at dreje diskussionen i en mere voldelig, ekstremistisk og radikal retning, og vi håber, at queers af alle slags vil blive endnu mere militante, opfarende og bevæbnede i fremtiden.

Er det rigtigt at Trine tegnede overskæg på sig selv hver morgen i flere år?
Ja, men jeg har også gået med sminke i mange år...

Hvorfor? Og hvordan var det at gå rundt med?
For skæg. For at ændre på udseendet, som man gør med sminke. Man tegner på sig selv, så man ser bedre ud. Eller ser mere ud som sig selv. For at tegneserie et maskulint udtryk med en feminin ting som make-up. Og for at forvirre og udtrykke den forvirring, jeg selv følte.

I starten var det virkeligt vildt at gå med. Det var svært at putte på, og jeg grattede i det hele tiden. Jeg syntes, jeg så meget anderledes ud med sminke på. Alle kan se det, hvor helt vildt! Efter noget tid vænner man sig til det og glemmer, at man har det på, og at andre folk kan se det. Ligesom man glemmer, man har Mads Karen på.

Inde i mit hoved har jeg stadig et tegnet skæg på i dag. Ligesom folk, der har været virkeligt tykke og så har tabt sig, men stadig føler sig tykke et eller andet sted.

Skæget var jo drag for mig på en måde, men jeg gik med det i så lang tid, at det blev en del af, hvordan jeg var, og hvordan folk så mig. Så da jeg holdt op med at gå med det, var det som om, det var drag at kunne passere uforstyrret som kvinde.

Det var en del af vores kønsballade, vores forsøg på at dekonstruere køn. Ligesom Mads, der går med neglelak og andre, der barberer høje tindinger, sætter bakkenbarter på kinderne, maler uni-brow eller går i både mande- og dametøj eller transer ud og ind og trans*cenderer over i en anden identitet og væk fra det, vi er til hverdag. Og nogle gange bliver dét til hverdag. Vi gør det, fordi vi synes, det er flot, men også for at forvirre folks sanser. Og forventninger. Og fordi vi gør det så insisterende og vedvarende, kan folk, der ser os tit, ikke bare feje det hen som en joke. Det bliver som at fortælle den samme vits hver dag. Gentagelse øger forståelsen. Det holder op med at blive sjovt, så bliver det trivielt. Og at hvis man siger det nok gange og bliver ved længe nok, så bliver det sandhed, og folk accepterer, at sådan er det bare.

Vi lavede øvelser og arbejdede med at sløre vores køn, så man ikke kunne regne ud, hvad køn vi havde. Vi øvede os i at gå kønsneutralt, tale uden kønnede personlige stedord, tænkte på folk udenom deres han- eller hunkøn. Skægget var bare en del af det. Vi klippede hår af hovedet og limede det under armhulen, lavede overskæg med afklippet røvskæg, tegnede sammenvoksede øjenbryn, gik i ninjadragter om natten, klatrede rundt i lygtepælene som aber i et helt forkert land. Nogle af os definerede os som hjorte. Vi skrev digte om piger, der var født som drenge, der skrev digte om at være fugle. Vi klædte os som superhelte med pik og patter. Det var bare sådan, det var i vores vennekreds. Stille og roligt.

For os var det sjovere end at binde brysterne ind og gå i baggy bukser. Eller putte pikken ind mellem benene og tage fotos under bruseren, mens man skriger af grin. Det var mere en overdrivelse af kønstegn end en underdrivelse. In your face. I dit ansigt. Og den tillod folk at kommentere og starte en snak om køn. Og det var okay at starte med at fnise. At lave jokes og pjatte og snakke.

Hvad er det med jer og graffiti?
Nogle af os var graffitimalere først og blev så aktivister, for andre af os er det omvendt. Et Queer Jihad tag er en hånd, der vinker til dig, når du cykler i skole. En stemme, der siger, du er ikke den eneste, der har det, som du har det.

I har også et 10 punkts program. Hvad går det ud på? Og hvorfor har man ikke kunnet finde programmet i jeres zines?
Som så meget andet i Queer Jihad gjorde vi ting først og satte ord på bagefter. 10 punkts programmet lavede vi, da vi opløste gruppen i dens daværende form, og det er et forsøg på at sætte ord på noget af det, vi arbejdede med.

10 punkts programmet er ikke en joke. Vi mener det. Vi går ind for det. Vi vil have det gennemført. Ord for ord. Dag for dag. Punkt for punkt.

Men er I opløst nu eller ej?
Både og.

I lavede en gang et blad der hed "reggae krigen". Det er ikke kommet med i bogen her, kan jeg forstå. Men kan I så ikke lige fortælle lidt om hele den ting?
Der er jo en del homofobi på Jamaica og i reggae/dancehall musik. Og nogle af de helt store stjerner har nogle ret hidsige udtalelser og sangtekster bag sig. Sådan noget med opfordringer til mord på homoseksuelle osv. Og det skal selvfølgelig ses i sammenhæng med, at homoer faktisk jævnligt bliver dræbt på Jamaica. Så når de er på tour i Europa, bliver de ind i mellem mødt af protester.

Men det hele bliver jo lidt indviklet, fordi de kommer fra Jamaica, som er en tidligere koloni, der virkelig er blevet røvet af hvide europæere. Det var hvide europæere, der kom derover med kristen homofobi i gamle dage, og nu kommer hvide europæere lige pludselig og vil igen bestemme over Jamaicanerne, at de ikke må være homofober mere.

Omkring 2006-08 var der en masse konflikt i forbindelse med en række reggaekoncerter i København. Der var autonome, LGBT Danmark, anti-homofobiske reggaefans, politikere og selvfølgelig musikere indblandet, og i Queer Jihad prøvede vi at samle op på hele diskussionen med et kæmpe zine, der hed Reggaekrigen, hvor alle fik lov at tale ud og udtale sig (selvom nogen valgte at lade være). Der var også baggrundsartikler om bøssekamp i Danmark og anti-kolonialistisk kamp på Jamaica. Man kan læse det her.

Bogen her er jeres 'greatest hits’ ik? Men der er også nogle nye ting i. Hvad og hvorfor?
Bogen samler det bedste fra Queer Jihad. Det er selvfølgelig vores zines. Men også flyers, plakater, fotos, tegninger og avisudklip. Derudover er der et par ekstra ting med: Mads har lavet en oversættelse af manifestet Queers Read This, som er med. Det kom også som zine i 2006, men det er jo gået hen og blevet en queer-aktivistisk klassiker, så vi synes, det er fedt, hvis den kan lånes på dansk på biblioteket. Mads skrev også en artikel om Ørstedparken, som er med. Trines tekst om forståelighed og sprog er med og en introduktion til herskerteknikkerne, som Queer Jihad udgav som pjece sammen med den feministiske gruppe KRAN i 2010.

I Queer Jihad tror vi på, at man har plads og lov til at udvikle sig og altid blive en bedre og mere rummelig udgave af sig selv. At man ikke skal afskrives, fordi man har dummet sig for 1,7 eller 15 år siden, og at det for mange mennesker er en del af at være vokset op i det her samfund, at man engang har været en kæmpestor idiot. Men at det til gengæld er en del af queer, at man er i gang med - og prøver på - at holde op med at være det.

I Queer Jihad udviklede vi os også meget og lærte mange nye ting. For eksempel begyndte vi faktisk at læse queer og feministisk teori på et tidspunkt. Og vi lærer og udvikler os stadig. Da vi sad og udvalgte tekster til bogen, var det et stort spørgsmål, om vi skulle forbedre og ændre i tingene eller tage helt nye ting med. For der er selvfølgelig en del ting, vi ville have sagt, skrevet og gjort anderledes i dag. Men vi har gerne villet vise og stå ved den udvikling, vi har gennemgået.

Vi håber, den udvikling er synlig i bogen og for dem, der kender os eller kender det, vi laver nu. Det er en del af bogens koncept, at vi ikke har ændret i de gamle ting. Samtidig ville vi alligevel ikke gentage deciderede fejl, så nogle ganske få steder har vi lavet et par små ændringer. Vi undskylder, hvis vi nogle gange har dummet os og takker universet for muligheden for at lære og vokse.

Hvad skal der ske i fremtiden med Queer Jihad og Den Heteroseksuelle Verdensorden?
Både Queer Jihad og Den Heteroseksuelle Verdensorden er i en konstant cirkel af død og genfødsel. Queer Jihad stod på skuldrene af en masse, der gik forud for os. Nu står vi selv på skuldrene af det arbejde, Queer Jihad lavede. Og Queer Jihads skuldre er lastbilbrede, der er også plads til dig.

Vid, at hele verden er en Queer Jihad konkurrence. Og dem, der laver den jihad, kan vinde guld og diamanter og et helt livs styrke og stolthed, og dem, der laver heterosexistisk svineri derude på gaderne, klubberne og i hjemmene, kan vinde en regn af bræk og barberblade inficeret med aids, mens deres øjne falder ud. Vid, at Queer Jihad altid er derude. Klar med præmier, der skal deles ud. Tag det som et løfte eller en trussel alt efter, hvad du fortjener.

Vid, at du ikke er alene. At vi kigger på dig. Og hvis du er stakkels, hvis du er trist, alene eller kold, så kommer vi.

Have queer powers!
Queer Jihad, 2013